Tale ved “Bak om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed”

af Kasper Philbert

Først og fremmest vil jeg gerne takke de mennesker, der har valgt at dukke op i dag: Både dem der står bag denne her samling, men også alle jer, der står her og viser jeres opmærksomhed – giver jeres tid. Det er ikke nemt at stille sig op i vinden.

Når det er sagt, undrer det mig faktisk, vi bliver nødt til at stå her. For hvad handler det her egentlig om?

Handler det om, vi er blevet fattigere som samfund?

Handler det om, vi mangler forståelse for vores udfordringer og problemer?

Nej, det her handler først og fremmest om mistillid. Mistillid til mennesket.

Vi lever i et land, hvor vi samlet set er blevet rigere, vores viden om bl.a. mennesker og sygdomme er blevet større, men også hvor vi – paradoksalt nok – kun har én eneste rettesnor for, hvordan vores samfund skal formes. Økonomiens rettesnor.

Vi har igennem de seneste tre årtier oplevet, hvordan større og større dele af vores samfund er blevet målt og vejet i forhold til nogle værdier, der ikke stemmer overens med menneskers levede liv.

Mennesker skal udliciteres, privatiseres og udsættes for fri konkurrence – alt sammen i konkurrencestatens billede.

Man kalder det effektivisering.

Jeg kalder det kassetænkning.

Kommuner skal drives som private virksomheder, der alle helst skal give overskud på bundlinjen.

Enhver fornuftig lokalpolitiker frygter i denne sammenhæng budgetloven. Budgetloven fortæller, hvad der er rentabelt i kommunen. Overholdes budgetloven ikke, straffes kommunen.

Mennesker er ressourcer, kommunen skal kæmpe med andre kommuner om. Til konsulenter – til dyre direktører.

Der skal være råd til konkurrence. Vi skal tiltrække skattebetalende borgere, der kan spytte i kommunekassen.

Her i Middelfart har vi gode eksempler på netop det: Millioner sprøjtes ud til nye dyre turistsatsninger og direktører.

Samtidig må vi forstå, der ikke er råd til vores børns udvikling, til omsorg for vores ældre – eller for de mennesker, vi står skulder ved skulder med i dag: Sårbare og deres nære.

For hverken børn, ældre eller sårbare bidrager jo til kommunekassen – de er ikke rentable. De er udgifter i regnearket.

Det er medarbejderne omkring dem også. De varme hænder og deres professionalisme skal allerhelst udskiftes med frivillige – så er vi fri for at betale løn. Løn er i det perfekte neoliberale system noget, der kun er plads til er man konsulent, direktør eller ekspert i varm luft og regneark.

I den sammenhæng vil jeg gerne takke min egen lille familie. Ikke fordi de er tal i et regneark, men fordi de er der. De er til stede.

For fire år siden opdagede en dygtig psykiater, jeg led af social angst. Lidt ved et tilfælde.

Jeg var nogle måneder forinden startet i behandling for et alkoholmisbrug. Min kæreste var gravid, og jeg havde haft et flashback til min egen barndom, hvor alkohol spillede en alt for stor rolle.

Da behandlingen lakkede mod enden tog min behandler – Lars – nogle test på mig – og wupti. Social angst. Der var den.

Men hvad nu?

Hvordan skulle systemet egentlig behandle sådan en lønmodtager som mig. Jeg var jo netop skattebetalende lønmodtager – i det neoliberale regneark fejlede jeg ingenting. Jeg var jo helt perfekt – passede ind.

Kassetænkningen var så at sige skakmat. For jeg var jo rask – jeg gik på arbejde, betalte skat og var ikke det økonomiske system til last.

I dag kan jeg godt ha’ det lidt sjovt over, jeg faktisk lavede en lillebitte kortslutning i konkurrencestaten.

Men dengang jeg manglede den hjælp, jeg havde behov for, var det skrækkeligt. Svar trak ud, mistro blev jeg mødt med i sagsbehandlingen. Uvisheden var det værste. Hvornår kunne jeg komme videre?

Hver gang jeg stødte på et problem, vendte jeg tilbage til Lars i alkoholbehandlingen – Hope, hed stedet. Havde den professionelle ikke holdt på sin professionalitet, havde støttet mig – og var gået udenfor sine arbejdsopgaver, var jeg aldrig kommet videre.

Og det er grundlæggende derfor, jeg står her i dag.

Vi skal som samfund stå fast på at holde mennesket og det gode liv i centrum. Vi skal kræve det!

Sagsbehandlingen – om den er kommunal, regional eller national – skal tage udgangspunkt i mennesket og menneskets behov.

Man skal efterhånden være uddannet socialrådgiver for at finde ud af love og regler; hvad giver tilskud og refusioner – og hvad gør ikke. Det kan vi ikke være bekendt. Hverken overfor de sårbare – eller deres pårørende!

Kassetænkningen må begraves. Vi skal skabe et samfund for de mange. Et samfund, der medskaber det gode liv, give muligheder for den personlige udvikling og som har fokus på mennesket.