En lukket forsamling

Da jeg fredag aften mødte til budgetforhandlinger, var det til en klar besked fra borgmesteren: Skriv under eller skrid. Der var ikke lagt op til forhandling, og man ønskede ikke at lytte til mine indspark.

Og derfor forlod jeg hurtigt mødet. Jeg forhandler ikke med en revolver for tindingen.

Dagen før havde jeg været til bilateralt møde og havde mødt en imødekommende borgmester. Han lyttede interesseret til det forhandlingsmandat Enhedslisten Middelfart havde givet mig. Vi havde på det korte møde talt ind i hinandens virkeligheder, og jeg havde fornemmelsen af, vi kunne nå hinanden.

Sporet fra budget ’19

Jeg skal klart indrømme, at jeg efter sidste års sparebudget, hvor vi fra Enhedslisten valgte at gå med havde en god fornemmelse i maven. I ’19 budgettet bar vi det tungeste læs, da det var os, der skulle levere mærkesager, sådan budgettet kom igennem et enstemmigt byråd. Vi skulle i denne sammenhæng finde besparelser, fordi kommunen skulle levere en større finansiering ved hospitalsindlæggelser. Jeg valgte dengang at være solidarisk med borgmesteren og stemme budgettet igennem. Ansvarligheden i kommunens økonomi er vigtig for mig.

Ingen af de andre partier valgte efterfølgende at gå ud i befolkningen for at støtte op om, hvad de selv havde skrevet under på – den måtte jeg selv tage.

Den smalle forligstekst

Min mavefornemmelse denne kolde aften i oktober blev hurtigt gjort til skamme. Jeg kunne godt mærke, der lå en lokumsaftale foran mig, som jeg værsgo havde at godkende, ville jeg sætte min autograf på budgettet. Skulle jeg nu igen ofre hjerteblod?

I det fremlagte ønskede man at spare på folkeskolens svageste elever igen. Støttebevillinger blev beskåret med en halv mio., hjemmetræningen var nednormeret og sprogstøtten til to-sprogede barberet.

Den pedelservice, der dækker daginstitutioner og skoler var skåret. Hvilket vil sige, at vi på få år er gået fra over 20 til 15 fuldtidsstillinger på området. Det er uholdbart.

I forhold til sundheden, måtte jeg acceptere yderligere forringelser i tandplejen. Dårligere hjælp til tidligere misbrugere. Jeg skulle acceptere lukninger af plejehjemsboliger og aflastningspladser – trods flere ældre. Reduktion i klippekortordningen hos de ældre medborgere.

Og på børneområdet ønskede man ingen forbedringer – overhovedet! På trods af et øget antal børn og gæld i daginstitutionerne, ønskede man på ingen måde at imødekomme de forældre, der hver dag møder ind til institutioner, der er propfyldte, ramt af personalesygdom og nedslidte faciliteter. Intet var der at komme efter. Til gengæld måtte jeg gerne æde flere lukkedage.

Eftertanker

Jeg kunne godt se, hvilken vej jeg skulle, da Venstre havde forladt lokalet. Man ønskede ikke Enhedslisten i budgettet, derfor måtte jeg gå. Og det gjorde jeg.

Efter at have sundet mig ovenpå behandlingen fra de indspiste parter, kan jeg godt se, beslutningen var den rigtige. Enhedslisten måtte trække en streg i sandet. Selvom der er smidt et par minimale investeringer, som ikke lå på bordet, da jeg var til stede, er budgettet fuldstændig uspiseligt i et rød-grønt perspektiv.

På skoleområdet lader man hunden spise sin egen hale: En smule af de besparelser, man år efter år har fundet i folkeskolerne fører man nu tilbage. Skolerne får altså selv lov til at betale gildet. Man ønsker desuden ingen aftale med lærerne – eller for den sags skyld kortere skoledage og et andet fagligt fokus end det boglige. Alt ligner sig selv, fristes man til at sige.

Daginstitutionerne lades i stikken. Her tilfører man sølle 1,3 mio., som hverken dækker gæld eller langtidssygemeldinger. Med flere børn i institutionerne, kan man kun se frem til forværrede forhold for ungerne. Virkelig æv.

På social- og sundhedsområdet er det igen de ældre og de handicappede, der må holde for: Idet man ikke kan finde uddannet arbejdskraft, der vil arbejde i vores kommune, ansætter man nu ungarbejdere i deres stillinger. Helt uden krav, helt uden uddannelse… det skriger til himlen og den aflivede anstændighed. Man lukker aflastnings- og botilbud og man ønsker ikke at støtte handicappede og deres pårørende.

Skal jeg indgå i et forlig, må forliget bygge på gensidig tillid, respekt og samarbejde. Aftaler skal ikke ligne noget, der er lukket i mørket på forhånd, og revolverne holder man ude fra forhandlingslokalet. Den lokumsaftale, der nu kaldes Budgetforlig 2020, vidner mest af alt om en sammenspisthed, jeg på ingen måde vil være en del af.

Jeg kan med rank ryg fortælle, hvorfor jeg vælger at stå udenfor budgettet for 2020. Enhedslisten Middelfart fortsætter kampen for en social retfærdig og grøn kommune – og vi er kun lige gået i gang.

Kammeratlige hilsner

Paw Nielsen, din TR i kommunalbestyrelsen

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

60 + = 63