Rart at blive klogere

Det er altid rart at blive klogere. Selvom man er en smule gammeldags – ja, nærmest konservativ – i sin verdensopfattelse, kan man godt se verden fra et nyt perspektiv.

Og netop at blive klogere, kan jeg læse min gode kollega Morten Weiss-Pedersen er blevet. Igennem årene har Weis-Pedersen ellers plæderet for skolelukninger i vores kommune, men nu laver han en god gammeldags kovending. Det kunne man læse her i avisen d. 26/12, hvor han skriver, det er en dårlig idé at lukke Vestre skole. Jeg sender med det samme Morten en varm tanke og håber, han også har kommunens resterende skoler i tankerne.

Men jeg vil også gerne byde Morten op til yderligere en dans, hvad angår skolen: Skulle vi ikke se lidt på, hvordan hverdagen foregår på vores skoler?

Lærernes arbejdstid, elevernes lange skoledage og den pædagogiske profil. Fungerer tingene, som de skal?

Jeg vil i denne sammenhæng gerne indrømme, vores skolebesparelser i budget ’19 ikke er den klogeste beslutning, jeg har taget.

Så kære Morten, lad os blive klogere sammen. Lad os gennemgå det budget for 2019, vi begge har været med til at gennemføre for vores kommune – og dermed skolerne.

af Paw Nielsen, medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten Middelfart