Erhvervskolen i Ejby

Ringer man rundt til erhvervsskolerne i Danmark, har man en generel mangel på praktikpladser til de unge, der gerne vil have en faglært uddannelse. I vores kommune er det omvendt. 

Det er paradoksalt: i en tid, hvor vi mangler håndværkere, har vi lærepladser klar i kommunen. Men de unge mangler. Vi tror det hænger sammen med, der ikke findes en erhvervsskole i vores kommune – og slet ikke tæt på de unge og deres hverdag. 

Hvis de unge i Middelfart kommune skal hen til de nærmeste erhvervsskoler, må de forbi Odense, over bæltet til Fredericia – måske endda helt til Kolding eller Vejle. Det lyder måske ikke af lange afstande, men for unge, der bor i f.eks. Fjeldsted, Brenderup eller Harndrup, kan det godt være lidt af en dagsrejse. 

Vi tror, en lokal erhvervsskole kan få flere unge i gang med en håndværksfaglig uddannelse. Både fordi, lærepladserne findes i kommunen, men også fordi lokale rødder er afgørende, når man skal vælge uddannelse. Valg af uddannelse er nemlig i høj grad påvirket af livet – såmænd.  

En erhvervsskole kan være vejen frem for mange af de unge, der ikke har fidus til de boglige ungdomsuddannelser. Den kan altså være med til at skabe en sammenhæng imellem den unge og en hverdag, der giver mening – og en fremtid med mening. 

Vores forslag er, at vi placerer en erhvervsskole i Ejby. Fordi placeringen er i forholdsvis tæt afstand til mange unge i den østlige ende af kommunen. Man skal kunne komme til med cykel eller bus. 

Faktisk er vi af den overbevisning, at vi ikke kan være andet bekendt, end at kæmpe for Erhvervsskolen i Ejby. Efter et årti med centraliseringer i hele landet, skylder vi unge uden for byerne reelle valg, der ligger tæt på deres hverdag. 

Men vi mener heller ikke vi kan være andet bekendt overfor erhvervslivet. Vi skal give de nordvestfynske virksomheder mulighed for at ansætte lokale håndværkere.