Enhedslisten i enegang ved KV17

Enhedslisten Middelfart er klar til at gå enegang ved kommunalvalget 2017

Et stort  flertal på generalforsamlingen har besluttet, at Enhedslisten ikke skal indgå i et valgteknisk samarbejde med Socialdemokraterne i forbindelse med det kommende  kommunevalg.

Rent formelt er et valgteknisk samarbejde blot en praktisk foranstaltning for at reducere stemmespild, men det er ikke sådan de fleste vælgere ser det. Selv et valgteknisk samarbejde er en blåstempling af Socialdemokratiet og deres politik i Middelfart.

Der er et stort behov for at slå automatpiloten fra i vores opfattelse, af hvordan den kommunalpolitiske virkelighed hænger sammen. Vi håber på et mere rødt samarbejde med SF og Alternativet, som kan udmønte sig i fælles vælgermøder og debataftener rundt om i kommunen.

Ved denne beslutning har Enhedslisten højst sandsynligt også sagt farvel til den økonomiske støtte fra LO Vestfyn, som har betinget sig, at Enhedslisten skulle indgå i et bredt valgforbund. Det tager vi med sindsro, da støtten har mest haft symbolsk karakter. Det største beløb vil jo som altid tilfalde Socialdemokratiet. Vi vil føre en politik, der vil forsøge at sætte de svageste borgere og lønmodtagerne i centrum. Det vil fraværet af økonomisk støtte  fra LO ikke lave om på.